Foråret springer ud som en ny verden. Det kender vi fra naturen (og som symbol på opstandelsen i øvrigt, som Frank gør opmærksom på i en besked til mig).

Her gentager naturmiraklet sig i fire strofers suveræne sprogbrug med samme saft og kraft som i miraklet selv.

Et billedsprog og hvilket et! Ikke mange kan gøre ham det efter. Intet søgt. Men et præcist tegnet billede af den blomst, som folder sig ud, og vi så først rigtigt lærer at kende gennem poesien.

Samme præcisionsarbejde hvad angår rim og rytme.

Man bliver helt opstemt af denne (som oftest) lyse digters ordkunst.

Sabbath Andersen 16/6-17
tekstforum.dk